ROUND ABOUT VOCALS

- rytmisk vokalmusik når det er bedst

Onsdag den 20. september kl. 19 på Vejen Kunstmuseum


Round About Vocals er et rytmisk vokalensemble med 22 sangere fordelt på 6 stemmer. Koret er hjemmehørende i Syddanmark, og vi kommer fra et stort område fra Ebeltoft over Odense, Fredericia, Kolding, Vejen, Varde, Esbjerg, Fanø til Ribe. Vi er fælles om fascination af den rytmiske musik med dens spændende og medrivende klange og rytmer.

Vores repertoire er bredt. Vi synger alt fra pop, rock, latin, folk og jazz til musik fra Haiti og Afrika samt klassisk-inspirerede numre. Vores tidligere dirigent, Hanne Rømer, som jo er kendt som både komponist, saxofonist, bigband- og korleder, har tilført RAV rigtig meget og har løftet os som kor; og med en ny og ung og ambitiøs korleder som Charlotte Ljungstrøm, ser vi frem til endnu et musikalsk løft.

De fleste af Round About Vocals numre er a capella, men vi har både klaver og guitarer med på nogle numre

HISTORIEN OM ROUND ABOUT VOCALS

I 1995 blev RAV til. I starten hed det Ribe Amts Rytmiske Kor - RARK- og blev, som navnet siger, til på initiativ fra Ribe Amt, som gerne ville oprette et kor, der i forskellige sammenhænge kunne repræsentere amtet. Derfor var der også krav om, at sangerne var øvede og i stand til at arbejde på et højt musikalsk niveau. Ribe Amt har indtil amternes nedlæggelse støttet koret økonomisk. Derefter overtog Kulturministeriet. Siden har Esbjerg en periode ydet støtte, som dog er ophørt pga. besparelser.

På samme tid og baggrund blev bandet RARE – Ribe Amts Rytmiske Ensemble- til. RARE bestod og består af unge musikere fra Vestjysk Musikkonservatorium i Esbjerg. Der har i tidens løb været meget spændende samarbejde mellem kor og band og altid med professionelle dirigenter i forgrunden.

RARK skiftede efter nogle år navn til det mere mundrette RAV – Ribe Amts Vokalister.

I 2007 overtog Hanne Rømer RAV efter Catarina Bosæus. Ved Hannes overtagelse af korledelsen skiftede vi navn til Round About Vocals. I efteråret 2019 gik Hanne Rømer på pension og efter coronaperioden overtog Charlotte Ljungstrøm korledelsen.

HVOR SYNGER RAV?

Vi har i tidens løb sunget mange forskellige steder: Til jazzfestival i Ribe, på Fanø, i mange kirker, kunsthuse, til generalforsamlinger, prisoverrækkelser, ved friluftsarrangementer f.eks. på Plænen i Tivoli, i musikhuse som f.eks. Tobakken og Musikhuset i Esbjerg og på højskoler. Vi har i flere omgang sunget i Mariehaven. I 2014 deltog vi i en korkonkurrence i Venedig – og kom hjem med et sølvdiplom. I 2017 deltog vi i Interkulturs korfestival i Stockholm.

Entré: 100/125 kr. (Der er Studierabat!)

Tilmelding ved Jan Hansen på tlf. 61 61 53 32 og indbetaling på mobilpay 99705 eller konto 1551 8715633851 - Eller ved døren.