KUNST- OG KULTURREJSE TIL BORNHOLM

 

Tirsdag den 16. maj til fredag den 19. maj 2023
Kom med kunstforeningen på forårets rejse til Bornholm, ”Østersøens Perle”

 

Vi byder på en oplevelsesrig tur med bus til Bornholm, hvor vi på vejen gør et ophold i Ystad, hvorfra vi sejler med færgen til Rønne. Vi bor på Hotel Balka Strand ved Nexø.

Øen er blandt andet kendt for klippelandskaber, silderøgerier, rundkirker, Hammershus, den bornholmske dialekt og ikke mindst de mange kunstnere, der dannede en kunstnerkoloni omkring år 1900 og frem. Det var blandt andet Olaf Rude, Edward Weie og Oluf Høst, hvis værker i dag er repræsenteret på Bornholms Kunstmuseum og Oluf Høst Museet. Drachmann, Ancher og Tuxen var også på Bornholm og var senere med til at danne Kunstnerkolonien i Skagen. Desuden har øen i tidens løb tiltrukket mange kunstnere som Sonja Ferlov, Ejler Bille, Richard Mortensen og forfatteren Gustav Munch-Petersen.

Bornholm er i dag en kunsthåndværkerø i vækst med en øget tilflytning, opblomstring af bymiljøer, arbejdende værksteder og dermed øget omsætning hos de lokale kunstnere. På havnen i Nexø skabes der netop nu byudvikling ud mod vandet, og det er kunsthåndværkerne ”first movers”, som har taget initiativ. I Nexø ligger også Martin Andersen Nexøs hjem, Bornholms Keramikfabrik og ”Det Kongelige Akademi”, der er et stort aktiv for byen.

Bornholms Kunstmuseum, Hjorts Fabrik, kunsthåndværkerforeningen ACAB og de mange gallerier er ligeledes et stort aktiv for øen. Samlingerne af keramik og glas på museerne, der udstilles, fortæller om kunsthåndværkets position og historie. Kendte keramikere er blandt andet Gertrud Vasegaard og Lisbeth Munch-Petersen. Holkahesten, der udstiller på Gudhjem Museum, og ACAB er begge sammenslutninger af billedkunstnere og kunsthåndværkere. Kunstnere, der kan nævnes, er blandt andre Anne Mette Hjortshøj, Bodil Brandt, Containerjuvelen, Eva Brandt, Gerd Hiort Petersen, Julie Høm og Michael Geertsen.

Programmet for turen kan findes her.



Rejsens pris er 3500 kr. pr. person i dobbeltværelse og for ikke-medlemmer 3750 kr. Tillæg for enkeltværelse er 645kr.

Rejsen udføres i samarbejde med Brørup Turistbusser, tlf. 75 38 13 43. Prisen er inklusiv bustransport, broafgift, færgen, 3 x overnatning på Hotel Balka Strand med halvpension, udflugter, entreer og afgift til rejsegarantifonden.

Det er muligt at købe smør-selv-madpakke på hotellet – Køb din billet i receptionen, 60 kr.

Tilmelding: Jan Hansen, tlf. 61 61 53 32, janhansen56@hotmail.com.

Når der er reserveret plads til turen, indbetales depositum på 500 kr. pr. person på Kunstforeningens Konto: 1551 8715633851 eller MobilePay: 99705.

Restbeløbet betales senest den 8. maj 2023.

Med venlig hilsen
Museums- og Kunstforeningen for Vejen og Omegn