SENSOMMERTUR TIL FYN

 

Lørdag den 26. september

 

Museums- og Kunstforeningen for Vejen og Omegn har besluttet at gennemføre en spændende og anderledes sommertur i egne biler, hvor man selv medbringer al forplejning samt drikkevarer. Turen byder på besøg på Tommerup Keramiske Værksted, Jens Galschiøts Atelier samt Hollufgård Skulpturpark.

Tommerup Keramiske Værksted


Det er et arbejdende specialværksted for keramisk kunst med professionelle håndværkere og kunstnere. Tommerup Keramiske Værksted er grundlagt og ledes den dag i dag af Esben Lyngsaa Madsen, der er uddannet fra Designskolen i Kolding og Gunhild Rudfjord, der er keramiker.

I mere end 30 år er der her blevet skabt helt enestående keramisk kunst. Grænserne for keramik skubbes hele tiden her, og mangfoldigheden omfatter alt lige fra mindre fade og vaser til monumentale krukker på tæt ved 6 meters højde. Det kræver en enestående ekspertise og viden om, at kunst og håndværk er to adskilte discipliner.

Markante kunstnere som Bjørn Nørgaard. Peter Brandes, Magne Furuholmen, Kjell Nupen, Niels Erik Gjerdevik, Gunhild Rudjord, Tal R, Michael Kvium, Peter Carlsen, Kirsten Justesen, Jens Birkemose, Knud Odde, Erik Nyholm, Maja Lisa Engelhardt, Arne Haugen Sørensen, Bjørn Poulsen, Per Ahlmann og mange flere har skabt keramisk kunst på værkstedet.

Jens Galschiøts atelier


Jens Galschiøt er uddannet som plade- og konstruktionssmed på Odense Stålskibsvært i 1973. Desuden er han selvlært sølvsmed og skulptør med eget værksted i Odense.

Jens Galschiøt bevæger sig i et krydsfelt mellem installationskunst og Street Art med klare referencer til sociale skulpturer, symbolisme og Art Nouveau. Jens Galschiøt arbejder primært med at bekæmpe verdens uretfærdigheder ved at opsætte skulpturer i større byer verden over. I forbindelse med klimatopmødet i København i 2009 opsatte han en skulptur, Survival of the Fattest, ved siden af Den lille Havfrue.

Galschiøts atelier indeholder bronzestøberi, udstillingshal, værksted og skulpturpark.

Hollufgård Skulpturpark


Hollufgård er en gammel hovedgård/herregård. Hovedbygningen er opført i 1577, ombygget i 1829 og fredet i 1918.

Hollufgård blev overtaget af Odense Kommune i 1979 med det formål at skabe et kultur- og museumscenter i naturskønne omgivelser, og herregården dannede i mange år ramme om flere af Odense Bys Museers udstillinger. I 2004 solgte kommunen hovedbygningen til et arkitektfirma, og kun en lille del ejes nu af Odense Bys Museer. Parken er fortsat offentligt tilgængelig.

Skulpturparken på Hollufgård er en skulpturpark, der skaber et samspil mellem kunst, natur og publikum. Hvert år inviteres danske og udenlandske kunstnere til at udstille spændende værker.

Et tæt samarbejde med Odense Bys Kunstfond har gjort det muligt at få et udvalg af skulpturer opstillet i parken, som tidligere udsmykkede Odense Centrum, men nu har måttet vige pladsen for byudviklingen.
Program:
  • Kl.   9.30: Mødested: Tommerup Keramiske Værksted, Skovstrupvej 57, 5690 Tommerup. Medbragt morgenkaffe/brød
  • Kl. 10.00: Omvisning på Værkstedet
  • Kl. 11.30: Vi kører videre til Jens Galschiøts Atelier, Banevænget 22, 5270 Odense
  • Kl. 12.00: Omvisning i bronzestøberiet, udstillingshallen, værkstedet og skulpturparken
  • Kl. 13.30: Medbragt frokost i udstillingshallen
  • Kl. 14.00: Afgang til Hollufgård Skulpturpark, Hollufgårds Allé 26, indkørsel fra Ørbækvej
  • Kl. 14.30: Medbragt kaffe/kage
  • Kl. 15.00: Et kort og skiltning giver god information til en tur rundt i parken på egen hånd.
  • Kl.      ??: Man aftaler selv tidspunkt for hjemkørsel


Pris for turen kr. 160/180. Prisen dækker omvisningerne

Tilmelding senest fredag den 18. september til Pernille Vestergaard, tlf. 79966940/41138905. Ved tilmeldingen oplyser man, om man kan køre, har plads til flere eller ønsker at køre med?

Deltagerprisen indbetales på foreningens konto: 1551-8715633851 mærket Sensommertur eller MobilePay: 99705, mærket Sensommertur

Husk: Medbragt mad og drikkevarer
Vel mødt til en anderledes udflugt