SNEDKERMØBLER OG HÅNDVÆRK

 

Foredrag onsdag den 22. juni 2022 kl. 19.00 ved Sten Hansen, PP Møbler

 

Hans J. Wegner og Vejen by har noget til fælles, men hvad?

Svaret er Ejnar Pedersen, som blev uddannet møbelsnedker i 1943 hos Søren Willadsen i fødebyen Vejen. Han efteruddannede sig på Teknologisk Institut i København, og blev derefter ansat som snedkersvend hos A. J. Iversen i København, et eftertragtet snedkerværksted, hvor Ejnar Pedersen lærte det fineste snedkerarbejde. I 1953 etablerede han PP Møbler sammen med sin storebror Lars Peder Pedersen, som dog senere forlod snedkerværkstedet. Med PP Møbler kom Ejnar Pedersen til at arbejde sammen med de største møbelarkitekter: Hans J. Wegner, Poul Kjærholm, Finn Juhl, Nanna og Jørgen Ditzel, Jørgen Høj, Wilhelm Wohlert og Søren Ulrik Pedersen. Takket være snedkermester Ejnar Pedersen blev Hans J. Wegners stole nogle af de mest eftertragtede designmøbler i verden. Ejnar Pedersen gik aldrig på kompromis med kvaliteten. Allerede inden det tætte samarbejde med Hans J. Wegner åbnede Ejnar Pedersen et værksted for unge designere og møbelarkitekter, hvor de kunne eksperimentere med deres ideer. De blev fortrolige med træet, og de lærte maskinernes og snedkernes formåen at kende.

Som 96-årig var Ejnar Pedersen klar til at levere 400 taffelstole til Riddersalen, det sidste arbejde, hvor han havde arbejdet sammen med dronning Margrethe. Ejnar Pedersen modtog igennem livet et væld af hæderspriser og blev Ridder af Dannebrog. Siden 2007 har det været Ejnar Pedersens søn Søren Holst Pedersen og barnebarnet Kasper Holst Pedersen, der har drevet PP møbler. Ejnar Pedersen døde som 97- årig - ramt af corona.

Foredraget denne aften vil være en fortælling om PP Møbler og møbelproduktionen, og om principperne for det håndværksmæssige,

som stort set er den samme måde, man producerede møbler på i 1953. Der vil være fortællinger om Ejnar Pedersens tid i Vejen og i København, hvor han arbejdede med tidens arkitekter, samt hvad der bragte ham i et tæt samarbejde og personligt venskab med Hans J. Wegner.

Entre: 70/90 kr. Billetter købes ved indgangen.