KNUD ODDE UDSTILLER PÅ VEJEN BIBLIOTEK

 

Fra onsdag den 7. oktober kl. 16.00, hvor kunstneren vil være til stede, til torsdag den 8. november

 

Man kan genkende Knud Oddes billeder på, at der ofte vises figurer næsten tegneserieagtige i et rent billedrum, malet med en tyk karakteristisk konturstreg, hvilken han allerede brugte, da han var dreng, og som bruges til at afgrænse kontrasterne i billederne. Knud Odde forstår at fremstille en flertydighed i billederne, som om der gemmer sig noget bag, som vi ikke får at vide, en skæbne, noget forbudt, noget indiskret, noget utilladeligt, noget erotisk. Et motiv, der går igen, er Siggimund Blue, en mager ung mand, der breder sine arme ud som en korsfæstet uden sit kors med en baggrund fyldt med ord og bogstaver, der opløser sprogets betydning for i stedet at blive et malerisk statement.

Knud Odde er født i 1955 og startede allerede som barn med at male. Han uddannede sig til bibliotekar på Forskningsbibliotekerne (1974-1978), og han har yderligere markeret sig som komponist og bassist i punkgruppen Sods, der i 1983 skiftede navn til Sort Sol. I 2001 forlod Knud Odde gruppen for at koncentrere sig om at male, lave grafik, keramik og illustrationer. Som kunstner er han autodidakt og debuterede i 1983 på Charlottenborgs Efterårsudstilling. Knud Odde er medlem af Kunstnersamfundet, Billedkunstnernes Forbund og Corner. Han regnes som en af ”De unge vilde”, der opererer med et stærkt symbolsprog, en ekspressiv form og med 80’ernes parole om, at alle kan male eller spille, bare de kan to akkorder. ”De unge vilde”, med bl.a. Peter Bonde og Claus Carstensen i spidsen, inviterede Knud Odde på arbejdsbesøg i deres værksteder, hvilket kickstartede Oddes billedkunstneriske praksis. Han ser dog ikke 1980`ernes heftige kunstscene som en direkte inspiration, men mere som en parallel til den udvikling, han selv var inde i. Til gengæld har han øje for de ældre generationer af danske malere og keramikere som f.eks. J.F. Willumsen og Thorvald Bindesbøll, der også arbejdede i krydsfeltet mellem billedkunst og kunsthåndværk.

Igennem årene har Knud Odde uden problemer vekslet frem og tilbage mellem olie- og akrylmaling på lærred, grafiske tryk eller glaseret lertøj – altid gennemsyret af Oddes tilbagevendende persongalleri og valg af motiver, der alle bærer præg af Oddes fortolkning af japanismen, der influerede den europæiske kunst- og kulturhistorie i slutningen af det 19. århundrede. Han afprøver materialer af forskellig beskaffenhed som japanpapir eller indpakningspapir, oftest i varierende skalaer, fra sirlige små papirarbejder til mægtige stykker.

Knud Odde har udstillet i talrige sammenhænge i ind - og udland og er blandt andet repræsenteret på Trapholt og Statens Museum for Kunst.

I samarbejde med Clausens Kunsthandel i København vil der blive lejlighed til at se og købe værker af kunstneren. Er man medlem af Museums- og Kunstforeningen for Vejen og Omegn gives 10 procent på købet.