Helga Hallas Bjerg

 

Udstilling på Vejen Bibliotek onsdag den 7. september – onsdag den 5. oktober
med fernisering kl. 16

 

Inspirationen finder sine egne veje.

Mine malerier er fulde af kontraster, både i form og farve i det enkelte maleri og i forskelligheden mellem malerierne. Jeg maler både voldsomme og blide naturabstraktioner og ind imellem et mere figurativt maleri. Malerierne er som regel store og kraftfulde med en nuanceret farvepalet, og jeg eksperimenterer legende med motiv, strøg og stilart.

De abstrakte malerier har klare naturalistiske undertoner. Det er billeder, der ubesværet provokerer vores indre billeddannelse, og derfor opleves meget individuelt.

I maleprocessen er jeg eksperimenterende og intuitiv. Jeg maler med pensel, svamp, hænder og fingre samt spartel. Jeg kasserer rigtigt meget og øver mig kontinuerligt i at finde den svære balance mellem at “give slip” og at kontrollere maleriets udtryk.

Ofte bliver jeg spurgt om, hvad der inspirerer mig. Mange ser Island, Norge eller Færøerne i mine malerier. Jeg har aldrig planlagt at male naturbilleder derfra, men jeg finder genklang i mig selv i den rå og kølige nordiske natur.

Inspirationen er ikke så enkel, at jeg ser noget og bliver inspireret til at male efter det - jeg maler aldrig i naturen, men kommer der ofte. Men en farve, et særligt lys eller en følelse kan sætte noget i gang, som både farvevalget og penselstrøgene i det enkelte maleri fortæller om. Det sker undertiden at jeg selv bliver overrasket over et billedes udtryk.

Inspirationen er således ikke særligt bevidst for mig - den finder sine egne veje i maleriet.”

Jeg udstiller løbende i kunstforeninger mv. overalt i landet - se eventuelt nærmere på hjemmesiden helgahallasbjerg.dk