FORMANDSBERETNING 2019


Præsenteret af formand Anker Ulsdal på Museums- og Kunstforeningen for Vejen og Omegns ordinære generalforsamling den 22. januar 2020 på Knudepunktet


Ja, så har vi haft det første år uden musikalske oplevelser på Kunstmuseet for jer medlemmer. I 2019 fik vi dog arrangeret en dejlig julekoncert i Askov Kirke. Det var Tågelund Koret, som bragte os i dejlig julestemning, og der var ca. 70 tilhørere til koncerten. Noget lignende var måske en mulighed til næste adventstid.

Året er gået med megen aktivitet, og vi kan glæde os over, at medlemstallet ligger stabilt på 391 medlemmer. Flere ville være dejligt - og I kære medlemmer kan jo prøve at overtale en god nabo e. l.!

Vi har haft en række foredrag, arrangeret en række mindre udflugter og så ikke at forglemme – en meget vellykket medlemsrejse til Skåne/Gotland.

Vi startede året med en velbesøgt generalforsamling – her i disse lokaler. Ca. 100 medlemmer mødte op til en vellykket aften, hvor også mange drog hjem med en fin kunstgave fra foreningen.

Årets fest blev også holdt her på Knudepunktet. Vi havde besøg af The Islanders, og de trak mange medlemmer til festen. Vi var 140 medlemmer til fest, og det var måske lige i overkanten af, hvad den store foyer her kan rumme, hvis alle skal have en god lydoplevelse. Jeg er sikker på, at vi i bestyrelsen kan lave en opstilling, der giver en bedre lydoplevelse for alle i år, da vi nu kender lokalet.

Vores foredrag i 2019 begyndte med en spændende forfatteraften. Vi har et godt samarbejde med Vejen Bibliotek om et årligt forfatterbesøg, og i 2019 var det Helle Helle, der fortalte. Det blev en meget fin og velbesøgt aften med den kritikerroste forfatter. Vi havde fyldt foredragssalen op med ca. 80 deltagere.

Foråret 2019 bød derefter på et foredrag om den engelske maler Turner. Signe Jacobsen fortalte med vanlig humor og indlevelse. Vi brugte igen foredragssalen på museet og havde 45 gæster.

Vi sluttede året af med et foredrag af Carsten Groth. Han fortalte levende om sin passion for keramik. Igen pænt besøg med ca. 50 medlemmer.

Så blev der naturligt fokus på rejsen til Skåne/Gotland. Først med et foredrag af Lars Morell om Asger Jorn og hans tid på Gotland. Derefter en meget spændende Info- aften om rejsen, hvor Georg Bendix fortalte levende om de store oplevelser, der ventede, og Løkken Rejser trakterede de interesserede godt.

Turen til Skåne/Gotland forløb til bestyrelsens store tilfredshed fint. Vi havde fyldt bussen op med glade og nysgerrige medlemmer. Vejret var med os på hele turen. Løkken Rejser havde sørget for fine hoteller og gode spisesteder, samt ikke mindst en behagelig og hyggelig atmosfære under hele rejsen. Visby med den fine fæstningsmur om det gamle bycentrum og det helt fantastiske museum var enestående at opleve. Vi fik også set grundigt både til kirkerne og orkideerne. Jeg tror, at mange rejsedeltagere tænker, at Gotland vil være et oplagt sted til et genbesøg, og I skal have tak for de mange positive tilbagemeldinger på turen.

Så - slut med at være turarrangør for i år - tænkte flere i bestyrelsen, men nej! Sommerferien var knapt begyndt, før der var en fin dagstur på plads til jer medlemmer. Vi fik klemt os ind til to rundvisninger på ”Fjordenhus” i Vejle, og så var det jo bare at fylde gode oplevelser på programmet for dagen bl.a. med et besøg i Uldum Kirke, hvor vi genså smuk glaskunst af Bertil Wallin. Hans smukke altertavle i Wäxjö domkirke beundrede vi jo på turen hjem fra Gotland. Det blev en fin dag, som sluttede af med kaffe og kage i Tørskind Grusgrav. Bussen var naturligvis fyldt på denne tur.

Sidste år lovede jeg i min formandsberetning, at i mangel på koncerter, så ville bestyrelsen lave flere udflugter. Det har holdt stik. Ud over de omtalte ture og rejser har foreningen indbudt til besøg hos Würth og Kolding Gymnasium samt hos lokale Louis Poulsen. To ture, hvor vi forsøgte os med at lade medlemmerne selv køre til stedet. Begge besøg var fine og spændende. Til forårets besøg i Retten i Kolding vil vi forsøge os med samkørsel, så evt. billøse medlemmer også kan komme med. Læs mere om turen i sidste nr. af K.O.T.

Så er det vist nok med ture for i år - sådan lød det, og sådan tænkte de fleste i bestyrelsen. Lige indtil nr. 4 af K.O.T. udkom i september. Der var der en spændende omtale af den kommende udstilling i Paris med værker af N.H.J. Teresa sluttede sin fine artikel af med at skrive ”Tilbage er kun at booke en tur til Paris først på året 2020”.

Så var vi jo provokeret nok!
Lynhurtigt blev det undersøgt, om vi kunne smutte derned 3-4 dage med fly fra Billund, og svaret fra rejsebureauet var et ja, MEN kun 30 deltagere (måske 5 til senere), og vi havde kun 7 dage at beslutte os i. MEGET spændte sendte vi en invitation ud til jer over nettet en torsdag aften. Søndag kunne Pernille melde udsolgt! Heldigvis er der kommet først 5 og så senere 3 ekstrapladser, så nu sidder vi i bestyrelsens rejseudvalg og arbejder med at finde ud af metro i Paris, franske spisesteder til 38 personer (og til en pris vi kan betale), åbningstider og priser på dit og dat. Det er altså sjovt sådan at blive smidt ud i det!
Vi skal nok få godt styr på den tur, og som flere her i aften nok har bemærket, så er Teresa ikke med til generalforsamlingen. Vi siger i spøg i rejseudvalget, at vi har sendt hende til Paris for at få styr på de mange løse ender på Parisrejsen.

Nu tilbage til 2019 og året der gik i foreningen.

Vores udstillingsudvalg havde planlagt to udstillinger på det gamle bibliotek, og én på det nye fine bibliotek. Om foråret skulle vi vise kunst af Jes Nordby og Malene Hammershøj, og om efteråret ville vi deltage i indvielsen af biblioteket med en udstilling af Poul Agger. Alt gik ikke helt som planlagt og håbet.

Jes Nordby måtte melde fra p.g.a. sygdom i familien. I stedet fik vi en fin udstilling med Agnete Brinch. Malene Hammershøj- udstillingen blev heldigvis gennemført.

De tårnhøje forventninger til det nye udstillingsrum på biblioteket blev desværre ikke opfyldt. Som jeg ser det, er udstillingsforholdene for os næsten dårligere end på det gamle bibliotek. Vi er simpelthen gemt af vejen – i et hjørne – i et lukket mødelokale. Det må vi prøve at få forbedret, for vi vil jo gerne - som forening - bidrage til, at biblioteket bliver et godt og spændende kulturhus.

Det betød, efter min mening, at den spændende udstilling med Poul Agger ikke fik lov til at folde sig ud.

Nu til et par ord om det der venter i 2020.


At vi er en god flok der tager til Paris i maj måned, skal ikke have flere ord her.

Vores beskedne bidrag til Genforeningsfesten bliver turen til Åbenrå lørdag d. 29. februar. Det bliver en spændende tur med kik til mange af N.H.J. historiske sten på turen til og fra Åbenrå. Turen er vist næsten udsolgt, men prøv at tjekke op på det hos Pernille, der kan jo være én eller flere, der får forfald.

Jeg tror ikke, vi laver flere lange ture/rejser i 2020, men vi vil være på skarp udkik efter mulige oplevelser til éndagsture o. lign. Det skal I nok få oplyst i de kommende numre af K.O.T. I kan dog aldrig vide jer sikre med denne her bestyrelse!

Jeg ved, at udstillingsudvalget har et par ny udstillinger på trapperne. Først Nis Schmidt og senere på foråret forhåbentlig Knud Odde. Vi glæder os!

Musikudvalget er lidt i tænkeboksen, for tør vi arrangere en lille akustisk koncert i foredragssalen? Men I får i hvert fald en julekoncert!

Foredragsudvalget kan byde på en blandet buket.

Vi får til marts besøg af formand og næstformand for Fanø Kunstmuseum. Vi får historien om Sønderho og kunstmalerne og lidt om, hvorfor de kom til Sønderho, og hvad de fandt der.

I april skal vi høre om de kunstnere der nu kaldes ”De unge vilde”.

Forårets forfatterbesøg skulle have været Maren Uthaug. Det havde jeg glædet mig meget til. Desværre har vi lige modtaget et afbud gennem Uthaugs agent. Vi forsøger nu at få et besøg i stand til efteråret, og Hanne Klinting fra Vejen Bibliotek arbejder benhårdt på at finde en værdig afløser til forårets forfatteraften.

Og så kommer der jo altid flere ting på programmet. Men I bliver orienteret i K.O.T. og med Pernilles fine mails.

Tak for god opbakning til vores arrangementer her i byggeårene. Vi håber meget, at vi ses til forårsfesten på Knudepunktet 6. marts. Det er ”Full Cirkle” der underholder – og de er dygtige.

Tak til de dygtige bestyrelsesmedlemmer i foreningen. Jeg møder som formand kun stor velvilje. Jeg vil sige en speciel tak til Gitte, som i år har besluttet at trække sig tilbage fra bestyrelsen af private grunde, men som har sagt ja tak til at stå som en god suppleant. Vi har en lille hilsen til dig fra bestyrelsen.

Tak til redaktionen af K.O.T. – Teresa, Marie og Gunna. vi glæder os hver gang til det nye blad.

Endnu engang skal der lyde en stor tak til Pernille. Hvor er det fantastisk, at du stadig vil hjælpe os, og holde os lidt i ørerne.

Tak til Teresa og resten af det uundværlige personale på Vejen Kunstmuseum – I gør det fantastisk. Stort tillykke fra vores forening til Kunstmuseet og Vejen Kommune for erhvervelsen af det gamle el-værk. Det er fantastisk, at det endnu engang er lykkedes at finde så store fondspenge til Vejen Kunstmuseum. Vi har noget at være stolte af her i Vejen Kommune.

Tak til JV og ugeaviserne for loyalt at referere vores arrangementer.

Tak til Vejen Bibliotek for godt samarbejde.