BJARKE REGN SVENDSEN

 

Udstilling på Vejen Bibliotek
tirsdag den 26. april – tirsdag den 24. maj
Fernisering tirsdag den 26. april kl. 16

 

Bjarke Regn Svendsen var på vej til at blive præst som tredje generation i familien. I 1969 – 72 læste BRS teologi, men skiftede så over til kunsthistorien i 1971 – 75. Pludselig slog han igennem med udstillinger og opmærksomhed og sprang fra studiet for at male. Sammen med en kammerat begyndte han at udgive et kunsttidsskrift Hrymfaxe i 1971. Bladet er opkaldt efter hesten i den nordiske mytologi, som trak månen over himlen om natten. I dag har tidsskriftet skiftet navn til Kunstmagasinet Janus, som han er medredaktør for.

BRS var blandt initiativtagerne til kunstlivet i Tistrup, hvor han slog sig ned, og det har resulteret i bl.a. stiftelsen af Vestjysk Kunstforening i 1972, den censurerede Kunstnernes Sommerudstilling i 1973, Vestjyllandsudstillingen i 1979, opførelsen af Janusbygningen i 2000 - nu Janus- Vestjyllands Kunstmuseum. Han har været kunstnerisk leder frem til 2018.

BRS er repræsenteret på Statens Museum for kunst samt på flere andre museer og han har udstillet på mange gallerier, i kunstforeninger og løst flere udsmykningsopgaver.

Igennem årene har han modtaget adskillige legater og priser. BRS er medlem af Vråudstillingen, Vestjyllandsudstillingen og Kunstnersamfundet og var tidligere medlem af BKF`s hovedstyrelse, medlem af Statens Kunstfonds legat- og Indkøbsudvalg samt medlem af repræsentantskabet for Statens Kunstfond.

Bjarke Regn Svendsen skriver om sit arbejde:

Mit udgangspunkt er nyrealismen, stærkt inspireret af den amerikanske ’superrealisme’, som bl.a. blev vist på Louisiana i 1972. Efterfølgende har jeg fulgt min egen vej via en stor interesse for bl.a. pointillismen, inspireret både af de gamle mestre, rasterbilleder og af de gamle TV-apparaters noget forenklede gengivelser.

Senere kom det uskarpe fotografi som forlæg. Her har inspirationen fra Gerhard Richter været afgørende.

Det ”mislykkede” fotografi rummer ofte en nerve og noget uudgrundeligt, som ikke altid findes i det perfekte.

Jeg arbejder oftest med fotografiske forlæg. De senere år har jeg også udstillet fotografier. Jeg fotograferer meget, og det giver nærmest sig selv: Nogle fungerer bedst som fotos, andre kalder på at blive malet. Når jeg maler efter fotos, ender det som regel med, at maleriet tager over, og at forlægget glider i baggrunden.

Min motivverden har gennem årene været en vekselvirkning mellem det hjemlige og indtryk fra udlandsrejser.

De fleste kender det nok. På udflugter og rejser til udlandet sanser man alting mere intenst. Når man så vender hjem, er pludselig de velkendte omgivelser nærmest også nye og eksotiske.

Stationsbyen Tistrup, hvor jeg har boet siden 1976, har givet inspiration til en lang række billeder.

Det samme har diverse besøg og ophold i udlandet, fra New York og Japan til Paris, Athen og Italien.

Udstillingen vil rumme eksempler på begge dele.

Se: www.bjarkeregnsvendsen.dk

Se Bjark Regn Svendsens CV her